Hentede for en måned siden et Sony flad-tv, til at hænge hjemme på væggen. Her er mine indtryk. Sony har oppet sig voldsomt på den visuelle side, og svøbt sit nye midrange-flad-tv ind i sort pianolak. Det ser eksklusivt ud og understøttes af en god byggekvalitet, der oser af stabilitet.

På feature-fronten disker V3000 op med Full HD (1080p) og indbygget DVB-C tuner, så man kan undgå TDCs Selector, hvis man vil have digitale kabel-tv-signaler. Sony har forsynet V3000 med ’ 24p True Cinema’, hvilket betyder, at den kan vise film med de oprindelige 24 billeder i sekundet, og ikke som standarden (for tv) 25 billeder. I modsætning til sine større søskende må V3000 dog undvære 100 Hz teknologi. Men det er en fair byttehandel, prisen i betragtning.

Det mest imponerende ved billedet på V3000 er farverne, der er sprudlende og rene. Samtidig er sortniveauet forrygende flot og næsten at sammenligne med plasmaskærme. Fodret med et HD-signal står billedet flot og skarp, men SD-kilder imponerer ikke; der er tydelige plamager.
Med V3000 får man et kapabelt tv – og man får hvad man betaler for. Bedst er DVB-C tuneren, værst den analoge billedbehandling.

Er for alvor kommet med i HD-alderen. Gav mig selv en fødselsdagsgave i går; nemlig et 40-tommer stort Sony KDV-40V3000 fladskærms-tv i Full HD (1080p), dertilhørende Blu-ray afspiller fra Sony (BDP-S300) og to nye Blu-ray film – deriblandt ’The Simpsons Movie’. Tv’et har indbygget DVB-C tuner, så jeg kan modtage digitalt kabel-tv fra TDC uden at bruge ekstern Selector-boks. Mmm. Skal dog lige have fingrene i en adapter og et kort fra TDC inden jeg kan nyde de digitale glæder fuldt ud. Men, lad mig lige sige det: Det er en helt ny oplevelse at spille Xbox 360 i Full HD. Det er så håret blæser, når man fræser af sted i ’Project Gotham Racing 4’. Selv mine aldrende dvd-skiver har fået nyt liv med Blu-ray afspillerens indbyggede upscaling-kredsløb. Det er hårdt at være superforbruger…

Jeg kunne ikke dy mig. Er nu den lykkelige ejer af en funklende ny iPhone med otte gigabyte hukommelse og en blæreværdi, der sprænger skalaen. Den telefon er bare for fantastisk. Basta. Og det er ikke bare mig: Forbrugerstyrelsen har i dag offentliggjort en test af smartphones, hvor iPhone vinder – på trods af, at den endnu ikke er til salg herhjemme. Det må siges at være imponerende. Og en anelse idiotisk. For hvem gider at vide, at der rent faktisk findes en bedre mobiltelefon end den, man kan gå ned og købe i butikken, når man alligevel ikke kan få fingre i den? Altså med mindre man, som jeg, får en kollega eller bekendt til at smugle den med over Atlanten under skjorten. Blev i øvrigt citeret i dagens udgave af Ekstra Bladet om netop iPhone…

Faldt forleden over en ny spændende engelsk sangerinde, som jeg tror vi kommer til at høre en del til i fremtiden. Polly Scattergood hedder hun, og hendes første singleudspil hedder ’Nitrogen Pink’. Den kan høres på hendes MySpace-hjemmeside, hvis man ikke har mod på at kaste 8 kroner efter den på iTunes. Polly lyder som en sjov blanding af Kate Bush og Björk, og musikken er garneret med elektroniske lydflader, præcis som jeg foretrækker det.

Polly Scattergoods musik udgives af det banebrydende engelske pladeselskab Mute Records, der siden slutningen af 1970’erne har begavet os med det ene forrygende band efter det andet. Jeg nævner i flæng; Depeche Mode, Yazoo, Erasure, Nick Cave & The Bad Seeds, Moby og Goldfrapp. Manden der stiftede Mute Records og ejer et par gudbenådede ører hedder Daniel Miller; det er ham, der personligt har fundet ovenstående stjernerække – og det lader ikke til, at hans talent har forladt ham endnu. Tjek selv Pollys MySpace-side og hør…

Guderne skal vide at jeg sætter pris på Apples produkter, men iPhone fyldte mig alligevel med en vis skepsis. Ja, for det første troede jeg slet ikke den ville blive lanceret (ref. iPhone en and-indlægget), for det andet så virkede den underligt underlegen på mange fronter – primært fordi det ikke er en 3G-telefon, men også fordi man ikke selv kan installere programmer på den.

Nu har jeg så haft mulighed for at bruge en ”knækket” iPhone gennem den sidste måned – og lad det være sagt med det samme: Jeg er solgt! iPhone sætter standarden og de øvrige producenter halser efter. Nokia, Sony Ericsson, Motorola og de andre bør tage et langt og grundigt kig på Apples vidunder, inden de sætter ingeniørerne i gang med at skabe nye modeller, hvis de vil have en chance fremover.

Ud over designet, der som altid er lige i vinkel, så er det integrationen mellem de forskellige programmer i iPhone, som imponerer mig mest. Via adressebogen – som naturligvis synkroniseres gnidningsløst med min Apple-computer – kan man klikke på kontaktens adresse for at få den vist i Google Maps, som ligger på mobilen, man kan sende mails og sms’er, og man kan besøge personens hjemmesiden via Safari, der ganske enkelt er den bedste browser, jeg endnu har oplevet i en mobiltelefon. Modsat andre mobile browsere ombryder Safari’en i iPhone ikke hjemmesiderne, men viser dem, som de ville se ud i enhver anden browser – bare i miniature. Er der nogen, man vil læse, klikker man på artiklen, så zoomer Safari ind. Det virker – og det virker godt. Og samtidig er det djævelsk godt skruet sammen – og det er primært der, hvor de andre producenter kommer til kort, med deres ingeniør-tankegang.

Et andet vægtigt argument, for en musikelskende pendler som jeg er, at iPhone også er en iPod, så jeg kan nøjes med at tage en enhed med mig om morgenen. Det er ren luksus, at musikken automatisk dæmpes, hvis jeg modtager et opkald – og fortsætter igen, når jeg lægger røret på. Siden jeg fik iPhone i lommen er jeg ikke gået glip af et eneste opkald.

Det korte af det lange er, at jeg nærmest ikke kan vente til iPhone lanceres herhjemme. Jeg overvejer alvorligt at købe et eksemplar i USA og give den ”knækket”, så jeg kan bruge den på TDC’s net.

Et af de store problemer for os, der tester forbrugerelektronik, er, at vi ofte ikke har tiden til at teste produkterne grundigt nok til at finde fejlene. Et eksempel er det smækre Sony Ericsson W880i mobiltelefon, som jeg havde til låns i et par uger, hvorefter jeg skamroste den i en anmeldelse. Det er en superlækker, slank mobil, som kan stort set alt.

Næsten alt. Den kan nemlig ikke altid modtage opkald, og det er jo en temmelig graverende fejl ved en mobiltelefon. Jeg havde godt nok bemærket, at den en enkelt gang gav mig besked om, at der et ubevaret opkald, på trods af, at den lå lige foran mig på skrivebordet. Men det tilskrev jeg fejlagtigt problemer med netværket. Siden har jeg erfaret at også andre har problemer, og en (anonym) kilde hos TDC’s support har siden bekræftet, at en række kunder har ringet og brokket sig over det selv samme problem med W880i.

Så kan en mobiltelefon være nok så lækker. Men kan den ikke modtage opkald, hvad er den så værd? I hvert fald ikke de fem ud af seks stjerner, jeg tildelte den i anmeldelsen. Et andet eksempel er Xbox 360, som læsere af denne blog vil vide, jeg er dybt forelsket i. Men den har graverende problemer, idet den med tiden simpelthen “futter af”. Fænomenet er kendt som “red ring of death” og hentyder til den blinkende ring af lys, som aktiveres når problemet opstår. Min egen Xbox 360 døde på den måde i starten af foråret, bedst som jeg havde fodret den med et nyt spil. Heldigvis byttede Microsoft den hurtigt og uden problemer. Men det manglede sandelig også bare.

Hvad er løsningen? Havde vi anmeldere produkterne i længere tid, ville fejlene dukke op løbende. Men. Vi får næppe lov af producenterne til at beholde produkterne, der går på turnus mellem journalisterne – og på grund af konkurrencen med andre medier er det vigtigt for os, at testen af produktet kommer ud mens dimsen er ”varm”.

Vi tumler lidt med problemstillingen på redaktionen i tiden og jeg ser to muligheder. Den mest oplagte er at vi opfordrer læserne til at melde tilbage; til det formål har vi en glimrende hjemmeside, hvor man har mulighed for at kommentere anmeldelserne. Alternativt taler vi om at lave en ny sektion i magasinet, hvor vi tager væsentlige produkter op én gang til og giver dem en tur gennem møllen – set i bagklogskabens lys. Findes der andre måder? Skriv endelig løs…

Økologi er godt. Ingen tvivl om det. Men i aftes fik jeg en fornemmelse af, at hele konceptet er løbet af sporet. Jeg var på Hovedbanen for at købe cigaretter, da jeg fik øje på en stilfuld og fin brun pakke Camel-cigaretter, ved siden af de traditionelle gule indpakninger. Ekspedienten forklarede en nysgerrig mig, at det var nye cigaretter uden tilsætningsstoffer. Hva’ba? En cigaret uden kunstige smagsstoffer eller andre kemiske kroge; bare ”genuine natural tobacco taste”, som Camel skriver på pakken. Men helt ærligt; Det er cigaretter, der i forvejen tager livet af folk – kunstige smagsstoffer eller ej. Til gengæld får man lov til at betale to kroner ekstra for en eksklusiv pakke (og muligvis bedre samvittighed for nogen).
Det triste er, at jeg selv hoppede på limpinden. Jeg købte to pakker. Bagpå står der med småt ”er ikke mindre skadelige end andre cigaretter”.

Var på julegaveindkøb i dag, men fandt også en julegave til mig selv; filmen De Fortabte Børns By, af Jean Pierre Jeunet, er åbenbart blevet genudgivet på dvd - til billig penge. Fantastisk. Jeg så filmen første gang i 1995 og jeg kan varmt anbefale den. Det er et visuelt stykke wienerbrød - jeg har aldrig i mit liv set så gennemført en grafisk stil. Det er som en tegneserie. Historien kunne også være en tegneserie. Den onde Krank plages af sin manglende evne til at drømme, og forsøger derfor at stjæle børnenes drømme. Men han får kun deres mareridt, for de er naturligvis rædselsslagne for ham.