Årets albums 2009
Der er 28 dage tilbage af 2009 og jeg vil gøre status over musikråret bedømt med mine øren. Hermed altså årets bedste album-oplevelser - og en enkelt skuffelse.
Svenske Kent lukkede album-året med den fremragende Röd, der udkom i november. Guitarerne er flyttet i baggrunden, mens elektronikken dominerer på de elleve numre, der ikke indeholder en eneste bummert. Hjärta, Sjukhus og Vals För Satan (Din Vän Pessimisten) er mine personlige favoritter på et album, jeg uden blusel vil kåre som årets bedste.
I marts udsendte engelske Polly Scattergood sit debutalbum, der ikke helt levede op til den desperate førstesingle Nitrogen Pink. Men mindre kunne også gøre det, og her på årets sidste dage er Polly Scattergood stadig et af de albums, der er klistret fast på min iTunes-spilleliste. Hendes helt unikke vokal - en mellemting mellem Björk og Kate Bush - er både sårbar, intens og aggressiv, og står helt i forgrunden i en minimal produktion. Hende bør man holde øje med.
Trods snart 30 år på bagen hænger engelske Pet Shop Boys stadig godt på. Yes lever efter min mening ikke op til forgængeren Fundamental fra 2006, men den vokser konstant og numre som Building A Wall og specielt The Way It Used To Be er eminente, klassiske Pet Shop Boys-numre, der måske ikke fornyr, men i hvert fald forfiner deres lyd. Pudsigt nok har duoen placeret mit favoritnummer på cd2 i den begrænsende udgave, nemlig This Used To Be The Future, hvor duoen har hentet hjælp fra Human League-forsangeren Phil Oakey til at synge om at nutiden ikke er blevet helt, som vi gik og drømte om den i firserne.
Årets skuffelse må ubetinget være Depeche Modes Sounds Of The Universe, der hverken i melodiske kompositioner eller produktion lever op til Basildon-drengenes tidligere bedrifter. Den lugter langt væk af pligtarbejde, og kun tre-fire numre skiller sig ud fra en kedelig suppedas, nemlig In Chains, Little Soul, Come Back og Corrupt. Resten er kedelige toner i grå nuancer. Albummet blev fulgt op med en rædsom koncert i Parken i juni, der gjorde det tydeligt, at Depeche Mode er trætte mænd på aftægt.
Polly Scattergood
Faldt forleden over en ny spændende engelsk sangerinde, som jeg tror vi kommer til at høre en del til i fremtiden. Polly Scattergood hedder hun, og hendes første singleudspil hedder ’Nitrogen Pink’. Den kan høres på hendes MySpace-hjemmeside, hvis man ikke har mod på at kaste 8 kroner efter den på iTunes. Polly lyder som en sjov blanding af Kate Bush og Björk, og musikken er garneret med elektroniske lydflader, præcis som jeg foretrækker det.
Polly Scattergoods musik udgives af det banebrydende engelske pladeselskab Mute Records, der siden slutningen af 1970’erne har begavet os med det ene forrygende band efter det andet. Jeg nævner i flæng; Depeche Mode, Yazoo, Erasure, Nick Cave & The Bad Seeds, Moby og Goldfrapp. Manden der stiftede Mute Records og ejer et par gudbenådede ører hedder Daniel Miller; det er ham, der personligt har fundet ovenstående stjernerække – og det lader ikke til, at hans talent har forladt ham endnu. Tjek selv Pollys MySpace-side og hør…
