Årets albums 2009
Der er 28 dage tilbage af 2009 og jeg vil gøre status over musikråret bedømt med mine øren. Hermed altså årets bedste album-oplevelser - og en enkelt skuffelse.
Svenske Kent lukkede album-året med den fremragende Röd, der udkom i november. Guitarerne er flyttet i baggrunden, mens elektronikken dominerer på de elleve numre, der ikke indeholder en eneste bummert. Hjärta, Sjukhus og Vals För Satan (Din Vän Pessimisten) er mine personlige favoritter på et album, jeg uden blusel vil kåre som årets bedste.
I marts udsendte engelske Polly Scattergood sit debutalbum, der ikke helt levede op til den desperate førstesingle Nitrogen Pink. Men mindre kunne også gøre det, og her på årets sidste dage er Polly Scattergood stadig et af de albums, der er klistret fast på min iTunes-spilleliste. Hendes helt unikke vokal - en mellemting mellem Björk og Kate Bush - er både sårbar, intens og aggressiv, og står helt i forgrunden i en minimal produktion. Hende bør man holde øje med.
Trods snart 30 år på bagen hænger engelske Pet Shop Boys stadig godt på. Yes lever efter min mening ikke op til forgængeren Fundamental fra 2006, men den vokser konstant og numre som Building A Wall og specielt The Way It Used To Be er eminente, klassiske Pet Shop Boys-numre, der måske ikke fornyr, men i hvert fald forfiner deres lyd. Pudsigt nok har duoen placeret mit favoritnummer på cd2 i den begrænsende udgave, nemlig This Used To Be The Future, hvor duoen har hentet hjælp fra Human League-forsangeren Phil Oakey til at synge om at nutiden ikke er blevet helt, som vi gik og drømte om den i firserne.
Årets skuffelse må ubetinget være Depeche Modes Sounds Of The Universe, der hverken i melodiske kompositioner eller produktion lever op til Basildon-drengenes tidligere bedrifter. Den lugter langt væk af pligtarbejde, og kun tre-fire numre skiller sig ud fra en kedelig suppedas, nemlig In Chains, Little Soul, Come Back og Corrupt. Resten er kedelige toner i grå nuancer. Albummet blev fulgt op med en rædsom koncert i Parken i juni, der gjorde det tydeligt, at Depeche Mode er trætte mænd på aftægt.
