Tests

Klummer

Køkkengrej

Grej jeg må ej’

Hjem » Tests

Philips Cinema 21:9 56PFC9954H

Skrevet af Peter den 25. august 2009 – 11:03Ingen Kommentarer

Der skal lidt af en væg til at bære Philips nyskabelse inden for fladskærme, som med sine 56 tommer fylder en del, for Philips har strukket tv’et, så det har fået dimensionerne 21:9. Et traditionelt flad-tv er, som bekendt, 16:9. Det har hollænderne ikke gjort med spas for øje, nej, som navnet antyder, så har Philips indrettet skærmens størrelse efter biograffilmens dimensioner. For selv om du køber et 16:9 tv i bredformat, så slipper du sjældent for bjælkerne, når du ser film på dvd eller Blu-ray, fordi stort set samtlige film fra Hollywood optages i 2,39:1, der ligger meget tæt på 21:9 formatet. Bjælkerne er, med andre ord, helt væk på Cinema 21:9.

Tv’et har en opløsning på imponerende 2560 x 1080. En Blu-ray-film har en opløsning på 1920 x 1080, men det er med de sorte bjælker iberegnet. Det reelle billede er altså ikke 1080 linjer. Derfor må Cinema 21:9 tv’et opskalere materialet fra selv Blu-ray-film for at fylde skærmen, hvilket godt kan vække bekymring. Men den klarer det imponerende. Intet mindre. Sjældent har jeg set HD-materiale stå så skarpt og flot. Og fraværet af bjælkerne giver vitterligt en biografoplevelse, der er værd at opleve. Prisen er så, at man enten må leve med voldsomme sorte bjælker i siderne, eller må lave fiksfakserier med billedformatet, når man ser 4:3 indhold fra tv-kanalerne.

Flad skærm? Ikke helt …
Selv om Cinema 21:9 fladskærmen er stor, så fremstår den lækker, for linjerne er rigtigt trukket. De afrundede hjørner får tv’et til at fremstå let og elegant. Specielt hvis man gør sig den ulejlighed at hænge tv’et på væggen, så man slipper for den klodsede fod.

I den sammenhæng skal det nævnes, at tv’ets front kommer 18 centimeter ud fra væggen, når man bruger Philips eget (rigtigt fikse) ophæng. Selve tv’et er 11 centimeter dybt, mens ophænget stjæler de sidste syv centimeter. At ophænget er så dybt, skyldes at Philips har monteret samtlige stik bag på tv’et – ikke på undersiden. Det lugter en smule af en designblunder.

Betjeningen er skruet gevaldig pædagogisk sammen. De mange håndtag, som vitterligt kan hives i, hvis man har mod på det, er gemt væk bag et simpelt menulag, der vil vække jubel hos den teknisk udfordrede tv-køber. Det er intet mindre end genialt, at man kan indstille skærmen ved at gennemgå en kort tur, hvor man i fem tempi, får valget mellem to forskellige billeder. Det, mine damer og herrer, er virkelig Sense and Sensibility!

Smæk den på netværket
Philips har smurt masser af glasur på tv’et, bl.a. i form af DNLA-understøttelse og indbygget trådløst internet. Så har du en medieserver, kan du streame både musik, billeder og film til tv’et. Det fungerer eksemplarisk, om end menuerne føles noget langsomme. Forvent heller ikke, at film i HD-kvalitet streames uden problemer over trådløst netværk.

Farveladelyset, Ambilight, strømmer ud fra tre af tv’ets sider, og tilpasser sig farverne på skærmen. Ambilight kan slås fra, hvis man synes det er pop, men undertegnede er stor fan. Når man først har prøvet det, bliver man afhængig.

Det er også med Cinama 21:9, at Philips har premiere på deres NetTV-koncept, der bedst kan beskrives som hypermoderne tekst-tv. Via et menusystem kan du klikke dig rundt mellem (af Philips bestemte) indholdspartnere eller tjekke videoer på YouTube. I skrivende stund var der ikke en eneste dansk samarbejdspartner, men du kan snildt skifte land til f.eks. Tyskland, hvis du har mod på at kaste dig over tysksprogede videonyhedsklip og sammendrag af kampene fra Bundesligaen, leveret af Bild.

NetTV-konceptet er stort set identisk med Samsungs Medi@2.0, som vi skrev om i sidste nummer, men det virker mere gennembagt i Samsung-udgaven. NetTV er umådelig laaaangsomt, så put venligst en hurtigere processor i næste version af tv’et, Philips. Til gengæld er Philips tv’et født med trådløs netværksadgang – en luksus du må købe dig til hos Samsung. Men det er naturligvis også godt betalt, Philips tv’et. Prisen forekommer vel høj, når man tager billedkvalitet, lydkvalitet og funktioner i betragtning. Men du får et tv, som er helt unikt – og det er der jo nogen, der er villige til at betale for.

*

Plus: Fremragende billede på High-Def indhold. Supernem opsætning og optimering af billede. Ambilight. Internetadgang. Biograf-oplevelsen. Masser af funktioner.
Minus: Flad? Ikke på væggen. Sort niveau imponerer ikke. Uhyggelig dyr.
Dommen: Tv’et er noget nær perfekt, lige indtil man kigger på prislappen. Til entusiasten, der vil have den unikke oplevelse – uanset prisen (4/5)

*

Opløsning: 2560 x 1080p (56”)
Kontrast: 80.000:1 (dynamisk)
Stik: 5 HDMI, VGA, 2 Scart, komposit, Komponent, S-Video, Audio In/out, S/PDIF, RJ45 LAN, WLAN, USB 2.0
Tuner: DVB-T, DVB-C (Mpeg4)
Størrelse: (BxDxH) 1418 x 691 x 105 mm (uden fod, købes separat)
Vægt: 32 kg
Strømforbrug: 310 watt / 0 watt

Skriv en kommentar!

Skriv en kommentar nedenfor, eller trackback fra din egen hjemmeside. Du kan også tilmelde dig disse kommentarer Via RSS

Vær sød. Ordentligt sprog. Hold dig til topic. Ingen spam.

Du kan bruge disse tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Denne blog bruger Gravatars. Vil du have dig eget billede ved din kommentar? så opret en bruger på Gravatar.