Parrot Zikmu Starck
Parrot kender du måske fra Bluetooth-installationer til biler, mens designeren Philippe Starck er bedst kendt for sin futuristiske, trebenede juicepresser, der er et sikkert hit i Illums Bolighus hver eneste jul. Sammen har de nu kastet sig over Zikmu, et sæt højttalere med et par teknologiske trick under den skinnende, sorte overflade.
Men et par ord om indpakningen først. Normalt kyler man kassen ud, når indholdet er sat på plads. Men Zikmu leveres i en helt unik skumkasse, der ligner noget, der indeholder en dobbelt trækbasun. Og så er den i øvrigt fremstillet af hundrede procent genbrugsmaterialer. Indpakningen er bestemt en del af hele oplevelsen – men tag den ikke med i banken, med mindre du vil forveksles med en gangster fra Al Capones Chicago.
Dock, wi-fi eller Bluetooth
Der er adskillige måder, hvorpå du kan få lyd ud af Zikmu. Den åbenlyse er iPod-dock’en, som er placeret i toppen af den ene højttaler. Den sluger enhver nyere iPod og endda iPhone-modellerne og leveres naturligvis inklusive adaptere.
Alternativt kan du sende musikken trådløst fra din mobiltelefon via Bluetooth-standarden A2DP. Det går ud over lydkvaliteten, men det er hamrende nemt og bekvemt – også når vennerne kommer på besøg og skal spille et nyt nummer for dig. Opsætningen er eksemplarisk; et klik på højttalerens Bluetooth-ikon, og vupti, Zikmu springer frem på mobilen. Undertegnede streamede både via iPhone 3GS og en nyere Nokia-mobil, og det fungerede eminent.
Det gjorde den tredje mulighed, Wi-Fi-forbindelsen, også. I hvert fald på Windows pc’en, hvor softwaren stort set installerede og konfigurerede sig selv. Det lykkedes aldrig at få Mac’en og højttalerne til at tale sammen over Wi-Fi. Jeg ville ellers elske at streame mit iTunes-bibliotek direkte til Zikmu.
Uden kabler – næsten
Zikmu benytter teknologi til at få sin forholdsvis flade profil til at spille med stor lyd. Højttalerne har indbyggede forstærkere og kommunikerer trådløst med hinanden, så der blot skal tilsluttes strømkabler. NXT-teknologien benytter sig af en membran til at sætte luften i svingninger. Bassen håndteres af en reel bas-enhed, der er placeret i bunden af den trompetformede højttaler. Det giver både en meget klar diskant og en fyldig oomph-bas. Til gengæld mangler der, ifølge denne anmelders øren, en del nuancer i mellembilledet. Generelt klarede højttalerne sig fint med elektronisk musik, mens f.eks. Pink Floyd virkede temmeligt blodfattige.
Den bedste lyd fik man, når man dockede iPod’en direkte i højttaleren, mens kvaliteten dalede drastisk, når trådløs A2DP tog over. Men det skyldes primært A2DP-standarden, der bare ikke er særlig god.
Problemet er prisen
Zikmu er en unikt produkt, der formår at kombinere anstændig lyd med stil og trådløse teknologier. Wow-faktoren er høj. Men det er prisen også – man kan få megen god lyd, endda bedre, for de 13.000 kroner, man må betale for Zikmu, og det er egentlig produktets helt store problem. Nå ja, og så fjernbetjeningen der slet ikke lever op til de lækre linjer i resten af produktet. Men har du vundet i lotto og fået en ubændig lyst til at blære dig med højteknologi for vennerne, så er Zikmu lige sagen.
*
Plus: Super duper højteknologiske højttalere der er så trådløse som den slags kan blive. Nem opsætning på pc, nem Bluetooth-integration, udmærket lyd, lækkert design.
Minus: Bluetooth A2DP giver dårlig lydkvalitet, svært at få til at fungere med Mac, lyden er ikke prisen værd.
Dommen: Imponerende teknologi, der fungerer relativt nemt og giver stor wov-værdi, men det er hundedyrt! (3/5)
