Kontrol er nødvendig for succes
App Store er genialt. Ikke kun fordi der er et væld af programmer, der kan omdanne din iPhone eller iPod Touch til en lygte, spillekonsol eller GPS. Eller fordi mange af programmerne og spillene er gratis.
Nej, App Store er genialt, fordi det er trygt. Vi kan uden videre installere alt det, vi finder derinde, uden at skulle bekymre os om virus eller andre skadelige programmer.
Ser du en applikation, du kan lide, klikker du på den, og det er dét. Betalingen er usynlig, der er ingen risiko for uforvarende at installere programmer, der ødelægger maski-nen, og kan du ikke lide det program, du har hentet, sletter du det bare igen – og så er det væk. Helt væk.
App Store er med andre ord blevet en succes, fordi det er et lukket kredsløb. App Store er blevet en succes, fordi Apple har valgt at kontrollere, om de programmer og spil, vi kan hente, er gode nok, inden de bliver sluppet løs. Uenig? Så se bare, hvordan det går med Android Marked.
Men der er en bagside af medaljen. Apples kontrol sorterer også nyttige og innovative programmer fra. Ikke fordi de er skadelige for hardwaren, men fordi de anses for skadelige for Apples forretning.
