Ud med ingeniørerne!
Hvis jeg for fire år siden havde skrevet, at Apple i dag ville tjene flere penge på mobiltelefoner end selveste Nokia, var jeg blevet grinet ud af kontoret. Ja, måske havde jeg endda fået en fyreseddel for at have mistet forstanden.
Ikke desto mindre, har Apple præsteret et større driftsoverskud på mobiler i årets tredje kvartal end den finske konkurrent, der ellers hidtil har toppet listen. Det på trods af, at Apple er en forholdsvis ny spiller, der lancerede sin første mobiltelefon for blot tre år siden.
Det er ikke blot Apple, der truer de etablerede mobilspillere - Nokia og Sony Ericsson i høj grad, Samsung i mindre – det er også HTC og andre små spillere, der ikke er groet fast i vanetænkning eller har låst sig fast til en bestemt platform, fordi der allerede er blevet brugt store summer på udvikling af den.
Hvordan kan Nokia, i sin vildeste fantasi, forestille sig at kunne tage konkurrencen op mod iPhone med et ufærdigt produkt som N97’eren?
Hvis der er noget Apples succes viser, så er det, at det ikke er ingeniører, der skal produktudvikle - det er designere, der har fokus på brugeroplevelsen. Hvad nytter det at proppe et produkt med funktioner, hvis man ikke kan finde ud af at bruge dem?
Årets albums 2009
Der er 28 dage tilbage af 2009 og jeg vil gøre status over musikråret bedømt med mine øren. Hermed altså årets bedste album-oplevelser - og en enkelt skuffelse.
Svenske Kent lukkede album-året med den fremragende Röd, der udkom i november. Guitarerne er flyttet i baggrunden, mens elektronikken dominerer på de elleve numre, der ikke indeholder en eneste bummert. Hjärta, Sjukhus og Vals För Satan (Din Vän Pessimisten) er mine personlige favoritter på et album, jeg uden blusel vil kåre som årets bedste.
I marts udsendte engelske Polly Scattergood sit debutalbum, der ikke helt levede op til den desperate førstesingle Nitrogen Pink. Men mindre kunne også gøre det, og her på årets sidste dage er Polly Scattergood stadig et af de albums, der er klistret fast på min iTunes-spilleliste. Hendes helt unikke vokal - en mellemting mellem Björk og Kate Bush - er både sårbar, intens og aggressiv, og står helt i forgrunden i en minimal produktion. Hende bør man holde øje med.
Trods snart 30 år på bagen hænger engelske Pet Shop Boys stadig godt på. Yes lever efter min mening ikke op til forgængeren Fundamental fra 2006, men den vokser konstant og numre som Building A Wall og specielt The Way It Used To Be er eminente, klassiske Pet Shop Boys-numre, der måske ikke fornyr, men i hvert fald forfiner deres lyd. Pudsigt nok har duoen placeret mit favoritnummer på cd2 i den begrænsende udgave, nemlig This Used To Be The Future, hvor duoen har hentet hjælp fra Human League-forsangeren Phil Oakey til at synge om at nutiden ikke er blevet helt, som vi gik og drømte om den i firserne.
Årets skuffelse må ubetinget være Depeche Modes Sounds Of The Universe, der hverken i melodiske kompositioner eller produktion lever op til Basildon-drengenes tidligere bedrifter. Den lugter langt væk af pligtarbejde, og kun tre-fire numre skiller sig ud fra en kedelig suppedas, nemlig In Chains, Little Soul, Come Back og Corrupt. Resten er kedelige toner i grå nuancer. Albummet blev fulgt op med en rædsom koncert i Parken i juni, der gjorde det tydeligt, at Depeche Mode er trætte mænd på aftægt.
Min netbook: Min iPhone
I kraft af mit job bliver jeg ofte sendt rundt til Europas hovedstæder, for at se på nye gadgets. Det kan jeg dårligt klage over. Men jeg er samtidig typen, der føler mig totalt hjælpeløs og afskåret fra virkeligheden, hvis jeg ikke har adgang til mine mails, min Facebook-profil og en browser, når jeg sådan er hjemmefra i dagevis. Ja, faktisk er jeg lige i skudlinjen, når producenterne sigter mod potentielle netbookkøbere.
Men jeg har ikke nogen netbook, og jeg har egentlig heller ikke det store behov for at anskaffe mig en, for min iPhone er nemlig blevet mit digitale kommandocenter.
Okay, har man brug for at sidde og skrive kapitler i sin roman eller lave præsentationer i PowerPoint, så er iPhone ikke sagen. Men vil man tage noter, opdatere sin blog, tjekke vennernes Facebook-profiler, læse nyheder, svare på mails og nappe et enkelt lille spil i en pause, så slår iPhone fint til.
Bonus er, at jeg samtidig har både musik, film og podcasts fra DR2 med mig overalt, så jeg kan se de sidste par afsnit af Clemens ’Fredag til fredag’, mens jeg venter på, at flyet begynder at boarde.
Nej, hvad skulle jeg dog med et netbook? Det skulle da lige være, hvis Apple endelig får lavet en ...
Grøn er den nye hvid
Mens vi alle jamrer over petitesser som strømforbrug og mængden af tungmetaller i vores elektronik, er der en væsentlig ting, vi overser: Hvor ofte vi udskifter vores elektronik og smider den gamle ud.
Den ubekvemme sandhed er, at der hver måned er bjerge af grej, der byttes ud med nyt. Hver gang Steve Jobs holder keynote og griber til baglommen, for at sige ”one more thing”, skiftes tonsvis af ellers velfungerende elektronik ud, bare fordi vi MÅ eje det sidste nye.
Vi kender alle cyklussen; Hver september måned kommer der nye kollektioner af iPods, og hver sommer en ny iPhonemodel. Personligt har jeg for eksempel tre gamle iPod-modeller og en enkelt iPhone liggende i skuffen derhjemme. Det er ren frås.
Tillad mig at komme med en ide, der med et slag vil få Greenpeace og alle vi andre miljøbekymrede til at elske Apple: En ombytningsservice. Aflever din gamle iPhone til butikken og få et nedslag i prisen på den nye model.
Apple kan så sælge de gamle modeller refurbished til nedsat pris, så andre kan få glæde af dem. Eller de kan vælge at genbruge dele fra dem til nye modeller. Der vil med garanti være et marked for billige, brugte Apple-produkter.
Ode til iPhone
Forholdet til nye gadgets er lidt som en flygtig forelskelse. I starten er man ellevild. Man vil pille konstant og kan slet ikke undvære den. Men med tiden blegner betagelsen, og man begynder så småt at kigge efter en afløser. Efter seks-syv år som gadget-anmelder kender jeg følelsen til bunds. Selv om man sidder med det seneste nye i hænderne, er man konstant på udkig efter mere; hurtigere processor, flere funktioner, frækkere design.
Eller sådan har det i hvert fald været hidtil. For siden jeg importerede min første iPhone fra USA, for halvandet år siden, er min kærlighed til den lille tingest bare vokset og vokset. Jeg kunne slet ikke drømme om at lægge iPhone på køl for at indlede et forhold med en anden mobiltelefon. Tanken er absurd.
iPhone føles stadig fantastisk, selv om den har halvandet år på bagen – og halvandet år i gadget-verdenen er uhyggelig lang tid! Hvilken anden mobiltelefon – eller gadget generelt – har overlevet så længe? Jeg kan ikke komme i tanker om nogen. iPhone er ikke kun fantastisk, fordi jeg via App Store kan omdanne den til en spillekonsol, en fjernbetjening eller tusinder af andre forklædninger. Nej, det er hele grundideen med sømløs integration mellem de forskellige funktioner, der er udført med genialitet. Og så virker det bare så elegant, så ingen anden mobil kan følge med. Endnu, i hvert fald.
Der kommer med garanti en dag, hvor jeg fortryder, at jeg har fyldt mit hus med møbler-med-pudsige-nordiske-navne fra Ikea, men jeg kan ikke forestille mig, at der kommer en dag, hvor jeg fortryder, at jeg inviterede iPhone ind i mit liv.
iMac og den globale økonomi
Jeg er den stolte ejer af en Apple iMac. Den blev købt for lidt over et år siden og det er min første skrivebords-Mac. Den er hurtig og klippestabil. Skærmen har en tilpas størrelse, og computeren kan snildt håndtere mine behov. Både for at redigere digitale fotos, lave videoredigering og lege lidt med Garageband. Ja, selv et spil ’World Of Warcraft’ klarer den uden at kny.
Jeg har med andre ord ikke brug for en ny computer. Men – og du ved med garanti, hvad jeg taler om – i denne sammenhæng betyder ”brug for” ikke en døjt. I selv samme sekund som æbledrengene afslørede deres nye iMac computere, begyndte min hjerne at udtænke planer for, hvordan jeg skulle forklare det hul på 13.500 kroner, som købet af den nye iMac ville efterlade i min kassekredit. Jeg kunne jo sætte den gamle til salg på nettet. Med lidt held kan jeg få dækket halvdelen af udgifterne til den nye.
Jeg siger det igen: Jeg har ikke brug for en ny computer. Min nuværende iMac lever fint op til mine behov. Det er en cadeau til Apples design, ingeniørkunst og, ja, marketingsevner, at jeg bliver blød både i knæene (og i min økonomi) i en tid, hvor hele verden bekymrer sig om friværdi, aktiekurser og stigende arbejdsløshed.
På den anden side. Anders Fogh siger jo hele tiden, at der er brug for, at vi forbrugere får købelysten tilbage, så økonomien kan få et boost. Ja, det vil faktisk være helt i regeringens ånd, hvis jeg går ned og køber mig en ny iMac, ikk’?
One Hell of a boy
Wov. Har netop set ’Hellboy II: The Golden Army’ via Apple TV, og den film er i sandhed et eventyr, der får barnesindet til at juble. Sikke et festfyrværkeri af fantastiske billeder, skabninger og eventyr. Hellboy-tegneserieuniverset er en legeplads for mexicanske Guillermo del Toro, der har instrueret herlighederne – og han har virkelig formået at bibeholde humoren fra tegneserien. Bl.a. i en scene, hvor Hellboy har onduleret skurkens bedste ven. I raseri siger skurken ”you’re gonna pay”, hvortil Hellboy, der hiver sin overdimensionerede gøb op af lommen, svarer, ”do you take cheques?”. Fabelagtigt. Eller scenen, hvor en stangstiv og forelsket Hellboy, sammen med Abe, synger duet til Barry Manilow-hittet ’Can’t Smile Without You”. Man MÅ simpelthen bare elske antihelten Hellboy.
Guillermo del Toro er en eminent billedmager og jeg glæder mig afsindigt til at se, hvad han får ud af Tolkiens ’Hobitten’, som han skal instruere i nær fremtid. Når det er en så kompetent eventyrfortæller, der skal filmatisere den roman, så gør det ikke spor, at det ikke blev Peter Jackson.
Lidt pudsig bonusinfo for os, der frekventerede diskotekerne i 1980’erne: Superskurken prins Nuala spilles af engelske Luke Goss, der smeltede teenage-pigehjerter i slutfirserne, som forsanger i gruppen Bros (’When Will I Be Famous’).
Polly Scattergood
Faldt forleden over en ny spændende engelsk sangerinde, som jeg tror vi kommer til at høre en del til i fremtiden. Polly Scattergood hedder hun, og hendes første singleudspil hedder ’Nitrogen Pink’. Den kan høres på hendes MySpace-hjemmeside, hvis man ikke har mod på at kaste 8 kroner efter den på iTunes. Polly lyder som en sjov blanding af Kate Bush og Björk, og musikken er garneret med elektroniske lydflader, præcis som jeg foretrækker det.
Polly Scattergoods musik udgives af det banebrydende engelske pladeselskab Mute Records, der siden slutningen af 1970’erne har begavet os med det ene forrygende band efter det andet. Jeg nævner i flæng; Depeche Mode, Yazoo, Erasure, Nick Cave & The Bad Seeds, Moby og Goldfrapp. Manden der stiftede Mute Records og ejer et par gudbenådede ører hedder Daniel Miller; det er ham, der personligt har fundet ovenstående stjernerække – og det lader ikke til, at hans talent har forladt ham endnu. Tjek selv Pollys MySpace-side og hør…
Økologi = økonomi
Økologi er godt. Ingen tvivl om det. Men i aftes fik jeg en fornemmelse af, at hele konceptet er løbet af sporet. Jeg var på Hovedbanen for at købe cigaretter, da jeg fik øje på en stilfuld og fin brun pakke Camel-cigaretter, ved siden af de traditionelle gule indpakninger. Ekspedienten forklarede en nysgerrig mig, at det var nye cigaretter uden tilsætningsstoffer. Hva’ba? En cigaret uden kunstige smagsstoffer eller andre kemiske kroge; bare ”genuine natural tobacco taste”, som Camel skriver på pakken. Men helt ærligt; Det er cigaretter, der i forvejen tager livet af folk – kunstige smagsstoffer eller ej. Til gengæld får man lov til at betale to kroner ekstra for en eksklusiv pakke (og muligvis bedre samvittighed for nogen).
Det triste er, at jeg selv hoppede på limpinden. Jeg købte to pakker. Bagpå står der med småt ”er ikke mindre skadelige end andre cigaretter”.
