Apple MacBook 13″
MacBook’en er den bedst sælgende Apple-computer overhovedet. Det skyldes måske prisen, men selv denne billigste Mac er nu blevet finpudset med teknologier, der oprindeligt hørte hjemme i de dyrere modeller. LED-skærm, multi-touch-pegeplade af glas, indbygget syv-timers batteri og unibody-kabinet. Sidstnævnte dog i hvid plastik, der smager lidt mere af Fisher Price end sine aluminiumsbeklædte storebrødre i Pro-serien.
Multi-touch-pegepladen er en genialitet. Det er sindssygt intuitivt og nærmest umuligt at vende tilbage til plade-plus-to-knapper-kombinationen på andre computere. MacBook’ens ydelse er glimrende, selv til krævende foto og videoopgaver. Til gengæld er skærmen lidt for klejn til fotoredigering.
Ser man udelukkende MacBook’en i forhold til den forrige model, så er det svært at jamre. Man får bedre ydelse, flere features, flottere skærm og bedre batterilevetid, til færre kroner, men i forhold til andre computere med samme bestykning lægger MacBook sig i den dyrere ende. Til gengæld får du verdens bedste operativsystem med i købet. Er æbler livretten, og er du samtidig økonomisk anlagt, så bør du kigge i retning af en MacBook.
(4/5)
Ud med ingeniørerne!
Hvis jeg for fire år siden havde skrevet, at Apple i dag ville tjene flere penge på mobiltelefoner end selveste Nokia, var jeg blevet grinet ud af kontoret. Ja, måske havde jeg endda fået en fyreseddel for at have mistet forstanden.
Ikke desto mindre, har Apple præsteret et større driftsoverskud på mobiler i årets tredje kvartal end den finske konkurrent, der ellers hidtil har toppet listen. Det på trods af, at Apple er en forholdsvis ny spiller, der lancerede sin første mobiltelefon for blot tre år siden.
Det er ikke blot Apple, der truer de etablerede mobilspillere - Nokia og Sony Ericsson i høj grad, Samsung i mindre – det er også HTC og andre små spillere, der ikke er groet fast i vanetænkning eller har låst sig fast til en bestemt platform, fordi der allerede er blevet brugt store summer på udvikling af den.
Hvordan kan Nokia, i sin vildeste fantasi, forestille sig at kunne tage konkurrencen op mod iPhone med et ufærdigt produkt som N97’eren?
Hvis der er noget Apples succes viser, så er det, at det ikke er ingeniører, der skal produktudvikle - det er designere, der har fokus på brugeroplevelsen. Hvad nytter det at proppe et produkt med funktioner, hvis man ikke kan finde ud af at bruge dem?
Apple iPod Touch 64 GB
Det, der blev omtalt mest, da den nye iPod Touch blev lanceret, var ikke det, den kunne. Det var det, den ikke kunne. Alle havde forventet en iPod Touch med kamera (undertegnede inklusive), så det var noget af et antiklimaks, da Stevie-drengen hev en stort set uændret Touch ud af ærmet. Stort set, skriver jeg, for der er sket ting og sager under den smækre farveskærm.
Ligesom iPhone 3GS er iPod Touch blevet væsentligt hurtigere, takket være en ny processor og en ny grafikchip. Programmer og spil flyver hen over den smækre skærm. Touch har også fået mere hukommelse – denne topmodel har hele 64 gigabyte.
Apple slår selv på, at Touch’en er en fantastisk spillekonsol. Det er den. Selv om der endnu mangler det killer-spil, der gør Touch-platformen unik. Men iPod Touch er meget mere end en konsol. Det er en komplet internet-opkoblet minicomputer med mail, Youtube, browser, musik- og videoafspiller. I mediefunktionalitet er der ingen, der overgår Touch’en, sågar kommer i nærheden. Læg dertil de 70.000 programmer i App Store ...
Skal jeg lede efter rådne æbler i kurven, så er det batterilevetiden og den indbyggede stemmestyring (hentet fra iPhone 3GS), der mest er et gimmick. Men det ændrer ikke på, at iPod Touch er en forrygende gadget til lommen.
(5/5)
Årets albums 2009
Der er 28 dage tilbage af 2009 og jeg vil gøre status over musikråret bedømt med mine øren. Hermed altså årets bedste album-oplevelser - og en enkelt skuffelse.
Svenske Kent lukkede album-året med den fremragende Röd, der udkom i november. Guitarerne er flyttet i baggrunden, mens elektronikken dominerer på de elleve numre, der ikke indeholder en eneste bummert. Hjärta, Sjukhus og Vals För Satan (Din Vän Pessimisten) er mine personlige favoritter på et album, jeg uden blusel vil kåre som årets bedste.
I marts udsendte engelske Polly Scattergood sit debutalbum, der ikke helt levede op til den desperate førstesingle Nitrogen Pink. Men mindre kunne også gøre det, og her på årets sidste dage er Polly Scattergood stadig et af de albums, der er klistret fast på min iTunes-spilleliste. Hendes helt unikke vokal - en mellemting mellem Björk og Kate Bush - er både sårbar, intens og aggressiv, og står helt i forgrunden i en minimal produktion. Hende bør man holde øje med.
Trods snart 30 år på bagen hænger engelske Pet Shop Boys stadig godt på. Yes lever efter min mening ikke op til forgængeren Fundamental fra 2006, men den vokser konstant og numre som Building A Wall og specielt The Way It Used To Be er eminente, klassiske Pet Shop Boys-numre, der måske ikke fornyr, men i hvert fald forfiner deres lyd. Pudsigt nok har duoen placeret mit favoritnummer på cd2 i den begrænsende udgave, nemlig This Used To Be The Future, hvor duoen har hentet hjælp fra Human League-forsangeren Phil Oakey til at synge om at nutiden ikke er blevet helt, som vi gik og drømte om den i firserne.
Årets skuffelse må ubetinget være Depeche Modes Sounds Of The Universe, der hverken i melodiske kompositioner eller produktion lever op til Basildon-drengenes tidligere bedrifter. Den lugter langt væk af pligtarbejde, og kun tre-fire numre skiller sig ud fra en kedelig suppedas, nemlig In Chains, Little Soul, Come Back og Corrupt. Resten er kedelige toner i grå nuancer. Albummet blev fulgt op med en rædsom koncert i Parken i juni, der gjorde det tydeligt, at Depeche Mode er trætte mænd på aftægt.
Apple iPod Nano
Der er ikke nogen, der kan slå iPod Nano. Basta. Den er simpelthen for overlegen på alle punkter. Materialer, brugerflade, design, samspillet med iTunes musikbutikken ... iPod Nano har da også solgt svimlende 100 millioner eksemplarer i sin levetid, og med lanceringen af årets smagsvariant skal der nok blive lagt et par millioner til det tal, inden julehandelen går på hæld. Altsammen på trods af, at der er forholdsvis små nyheder at hente i den nye iPod Nano.
Nu med videokamera
Nettets rygtesmede havde allerede gættet, at Nano fik kamera, og æblehøvdingen, Steve Jobs, leverede varen, da han til lanceringen viste sig offentligt for første gang i fem måneder. Apple har luret Youtube-succesen og sørget for, at Nano kan optage Youtube-video i h.264-format i VGA-opløsning (640 x 480).
Kvaliteten er faktisk temmelig fin, hvis du lader være med at optage i dunkel belysning. Bevares, den egner sig ikke til at forevige turen tværs gennem USA, men som et sekundært kamera til nu-og-her situationer, er Nanoen udmærket. Problemet er, at der ikke er nogen nem måde at få videoerne på Youtube. Det skal foregå gennem programmet iPhoto 09 (på Mac) eller via stifinderen på Windows. Ærgerligt at der ikke er lagt en ”send til Youtube”-funktion ind i iTunes, der alligevel blev opdateret ved samme lejlighed.
Det er i øvrigt også en besynderlig beslutning, at kameraet ikke kan tage stillbilleder, men det skyldes måske kameraets noget blodfattige opløsning?
Designblundere ... hva’ba
Designet er ubestridt det smækreste på nogen afspiller på markedet, selv om Apple har begået to små blundere: For det første er skærmen – der i øvrigt er 0,2 tommer større end på sidste års model – let buet, så den samler refleksioner fra flere vinkler. For det andet har Apple placeret linsen til videokameraet fjollet, i afspillerens nederste højre hjørne, så mine pølsefingre altid dækker over den. Det er tydeligt, at man skal holde afspilleren på den lange led, når man optager video, men det er ikke naturligt.
Årsagen til at jeg alligevel ikke kan blive sur på iPod Nano, på trods af småfejl og det middelmådige videokamera, er, at kameraet trods alt blot er en bonus i en ellers helt genial musikafspiller.
Betagende farver
På funktionssiden har Apple også udvidet Nanoen med en FM-radio, der indeholder det smarte ’iTunes tagging’ – hvis du lytter til et nummer, du kan lide, på radioen, kan du tagge det og få det vist i iTunes, næste gang afspilleren tilsluttes computeren. Fikst.
Spændende for os med store musiksamlinger er også Genius Mix-funktionen, der laver op til 12 uendelige mix af din musik, baseret på Genius-databasen, der indeholder tonsvis af information fra millioner af brugere. Her kommer man virkelig ud i krogene af sin musiksamling.
Voice-over-funktionen fra Shuffle er også dryppet ned på Nano, så du kan få oplæst titel, kunstner og spillelister, når du lytter til musik. Rent lir. Ydelsen er der intet at udsætte på. Lyden er fremragende, ligesom skærmen er sprød og skarp. Det er svært at argumentere for, hvorfor man ikke skulle gå efter iPod Nano, hvis man er på udkig efter en afspiller. Det er den bedste. Basta.
Xbox 360: Dyre film uden undertekster
Du får mere for pengene hos din lokale Blockbuster. Men Microsoft scorer topkarakter for intentionen.
Undertegnede har haft pilfingrene i Xbox 360 efter opdateringen, der kom i tirsdags, gjorde det muligt at leje film i HD-kvalitet direkte fra konsollen. Og min dom er klar: Orker du at bevæge legemet til den nærmeste Blockbuster, så får du mere ud af dine penge.
For det første er udvalget i Xbox 360, eller Zune Video som det hedder, ekstremt ringe. Der er i skrivende stund omkring 130 titler at vælge mellem. Ud over et par enkelte premierefilm – deriblandt den nye Harry Potter – består udvalget mestendels af populære film fra de sidste ti år.
Dernæst er det dyrt. Microsoft insisteret på, at man betaler med Microsoft Point, som skal tilkøbes. En film i HD-kvalitet koster 540 Microsoft Point og et point koster 9 øre. Det koster med andre ord 48,60 kroner at leje en film i HD-kvalitet.Ydermere har Microsoft gjort det så smart, at man ikke kan købe 540 point, men enten 500 eller 1.000 point. En pakke med 500 point koster 45 kroner, 1.000 det dobbelte. Man kan altså risikere at skulle betale 90 kroner, når man får lyst til at se en film.
Sidst, men bestemt ikke mindst, så leveres filmene uden undertekster. Microsoft har planer om at det kommer senere, men indtil videre må man have det engelske ordbog ved sin side.Når det er sagt, så skal Microsoft hyldes for at give os danskere muligheden for at leje film over nettet. Det er et forrygende initiativ, og kommer småfejlene i orden, så klipper jeg med glæde mit Blockbuster-kort i stykker…
Nokia N97
Det er ikke nemt at være Nokia i disse år, med hård konkurrence fra alle kanter. Man skal helt tilbage til N95’eren i 2007 for at finde en Nokia-mobiltelefon, der virkelig rykkede grænser for teknologien. Siden har finnerne halset efter konkurrenterne, i stedet for at lede slagets gang som de i mange år havde for vane.
N97’eren skal kanonere Nokia frem til pole position igen. Den er ganske enkelt det ypperste stykke elektronisk schweizerkniv, som finnerne kan præstere, med indbygget GPS, 5 MP kamera, Facebook, egen Appstore, sludder, Ovistore. Og endelig er de ankommet til touchscreen-festen - bedre sent end aldrig!
Knirk og ridser
Fin ser den ud, når man åbner for æsken. Men det går helt galt, når den kommer under luppen. For det første må en telefon til næsten fem tusinde kroner simpelthen ikke sige knirkelyde, når man klemmer på den. For det andet, så er skærmen af plastik (= mange ridser nemt), mens konkurrenterne typisk vælger glas. Hold den langt væk fra nøgler eller andet metal!
Brugerfladen har Nokia heller ikke været for heldige med. Den virker simpelthen ikke gennembagt. Eksempelvis er der steder i menuer og funktionsvalg, hvor man skal enkeltklikke, mens der skal dobbeltklikkes andre steder. Det er for useriøst, når konkurrenterne laver så gode operativsystemer, som de gør. Jeg blev samtidig forstyrret en del af Vista-lignende pop-up vinduer, der advarede om gamle certifikater og andre - for mig - ligegyldigheder.
Det siger i øvrigt mere end mange ord, at man vedlægger en styluspen til en mobil med trykfølsom skærm.
Tegning til noget spændende
Fejlene til trods, så bærer N97 alligevel tegningen til noget interessant. Jeg er begejstret for startskærmen, der viser de seneste opdateringer fra Facebook-vennerne, vejrudsigten, seneste mails og små ikoner af favorit-kontakterne. Lækkert og overskueligt.
Tastaturet, der kan skubbes frem under skærmen, virker måske lidt for slipseagtigt ved første øjekast. Men i længden giver det faktisk god ergonomi, hvis man skriver længere tekster - og tasterne er langt nemmere at ramme end de skærmbaserede taster, der bruges af mange af konkurrenterne.
Den har imponerende 32 GB hukommelse, et hovedtelefonstik i normalstørrelse og imponerende lang batterilevetid. Det er uhyggelig nemt at sætte mail op, og i dagslys tager kameraet ganske udmærkede billeder. LED-lyset kan dog ikke kompensere i svag belysning, hvorfor billedkvaliteren daler i takt med mængden af dagslys. GPS’en virker hurtig og Nokia Maps udfylder rollen næsten lige så godt som Google Maps. Kort kan lægges over via computeren, så du sparer dataforbindelsen, men der er kun tre måneders turn-by-turn navigation inkluderet - derefter skal du have kreditkortet frem. Ovistore fungerer også udmærket, men mangler i skrivende stund indhold.
God til mail
N97 er langt fra den revolution, Nokia lægger op til. Den er god til mail og skrift generelt, GPS og kamera er udmærket, og - modsat forgængerene - er batterilevetiden god.
Men tillad mig alligevel at lyde lidt morgengnaven, Nokia. Det er ikke godt nok, hvis I vil tilbage på smartphone-tronen. Tilbage til tegnebrættet - i rask trav! (2/5)
Apple MacBook Pro 13″
Når nu ikke onkel Steve vil give os en Apple Netbook, så er den nye 13”-udgave af MacBook Pro’en det tætteste, vi kommer på. Den er bare en hel del kraftigere end en netbook – og, nå ja, en hel del dyrere. Den skarpt snittede aluminiums-computer føles overraskende hårdfør, når man hiver den op af æsken. Sammenlign den med en plastikmodel, der vil knage og give efter under sin egen vægt. Det gør MacBook Pro’en bestemt ikke, takket være aluminiumsrammen. Jeg tror ikke, der findes en mere gudesmuk bærbar computer end MacBook Pro’en – skriv endelig, hvis I kender en.
Nyheden i denne 13” Pro-model er musklerne og ekstraudstyret, der ligger et niveau over MacBook-maskinerne. Den har FireWire-port, kortlæser til SD-kort, som er standard hukommelseskort i alle moderne, digitale kameraer, og så, ikke mindst, et indkapslet batteri, som Apple lover holder op til syv timers brug. Det er stort set en hel arbejdsdag. Gennem undertegnedes test svingede batterilevetiden mellem fem og 7,5 timer, alt efter hvad jeg udsatte den for, og det må siges at være temmelig tilfredsstillende.
Min eneste bekymring er, at jeg ikke kan skifte batteriet, hvis det dør. Apple lover, at det holder hele computerens levetid, men om det holder stik, det ved vi først med sikkerhed om tre-fire år.
Med sin Core 2 Duo processor og to gigabyte ram er Pro’en kraftig nok til at erstatte en skrivebordscomputer, men samtidig er den så lille, at man kan tage den med overalt. Det er en skæppeskøn maskine, hvis eneste egentlige problemer er prisen. Havde den været et par tusinde lavere, ville Apple formentligt kunne sælge adskillige tusinde flere maskiner. (4/5)
Apple og Blu-ray? Aldrig!
Vil der være Blu-ray-drev i Apples nye maskiner? Understøtter den næste iTunes Blu-ray? Nettet er gået i selvsving med gætterier om æbledrengenes engagement i Blu-ray-teknologien. Men det giver slet ingen mening!
Bevares. Blu-ray-formatet vinder popularitet, men Blu-ray bliver aldrig den succes, som dvd’en har været. Blu-ray bliver i bedste fald en overgangsteknologi og i værste fald en kuriositet, ligesom vinylpladerne er det i dag. Optiske medier er døende.
Apple har allerede droppet cd/dvd-drevet i MacBook Air, ligesom de droppede floppydisken i iMac’en fra 1998. Læg dertil at de nye MacBook Pro-maskiner er blevet udrustet med SD-port. Hukommelseskort som SD-kort vil uden tvivl afløse de snurrende blanke skiver. Det kommer sandsynligvis til at ske hurtigere end vi tror, med tanke på de hurtigt faldende priser på flash-hukommelse.
Apple har allerede set fremtiden: Den har ikke plads til optiske medier. Apple har lagt energien i udlejning og salg af HD-film over internettet via Apple TV. Hvorfor skulle Apple underminere den strategi ved at støtte op om Blu-ray? Ligesom musikken gør det i dag, vil film fremover primært blive leveret over nettet. Blu-ray i Apple-maskiner. Nej, aldrig …
Min netbook: Min iPhone
I kraft af mit job bliver jeg ofte sendt rundt til Europas hovedstæder, for at se på nye gadgets. Det kan jeg dårligt klage over. Men jeg er samtidig typen, der føler mig totalt hjælpeløs og afskåret fra virkeligheden, hvis jeg ikke har adgang til mine mails, min Facebook-profil og en browser, når jeg sådan er hjemmefra i dagevis. Ja, faktisk er jeg lige i skudlinjen, når producenterne sigter mod potentielle netbookkøbere.
Men jeg har ikke nogen netbook, og jeg har egentlig heller ikke det store behov for at anskaffe mig en, for min iPhone er nemlig blevet mit digitale kommandocenter.
Okay, har man brug for at sidde og skrive kapitler i sin roman eller lave præsentationer i PowerPoint, så er iPhone ikke sagen. Men vil man tage noter, opdatere sin blog, tjekke vennernes Facebook-profiler, læse nyheder, svare på mails og nappe et enkelt lille spil i en pause, så slår iPhone fint til.
Bonus er, at jeg samtidig har både musik, film og podcasts fra DR2 med mig overalt, så jeg kan se de sidste par afsnit af Clemens ’Fredag til fredag’, mens jeg venter på, at flyet begynder at boarde.
Nej, hvad skulle jeg dog med et netbook? Det skulle da lige være, hvis Apple endelig får lavet en ...
